Skotland - fredag den 18. september 2009

Fra Fort William til Mallaig med damptog

Tilbage

På Glenlochy Guest House var der fint styr på morgenmaden. Der var reserverede borde til gæsterne og vi havde fået tildelt 3 borde med en fin udsigt til bjergene omkring os. Maden var "den sædvanlige", hvis vi kan kalde det efter bare 2 dage i Skotland. Denne gang blev der serveret fra en buffet, så vi selv kunne bestemme, hvad vi ville have - og hvor meget.

Vejret var lidt gråt men dog med antræk til, at solen ville brænde igennem i løbet af dagen. Det skete nu ikke. Vi var klar til dagens program: en tur med Hogwarts ekspressen - damptog fra Fort William til Mallaig og retur.

Vi nåede banegården i god tid men toget var allerede trillet ind til perronen og vi kunne gå ombord. Her var reserverede pladser, så der var ingen grund til panik. Efter en fotosession ved det smådampende lokomotiv, indtog vi vores pladser og præcis kl. 10:20, var der afgang.

Via togets opskruede, basforladte højttaler blev vi sat grundigt ind i, hvad der ventede os på turen til Mallaig. Vinduerne i toget gav kun begrænset mulighed for at fotografere undervejs. Dels var det kun muligt at lukke op for et lille hul øverst i vinduerne og dels var vinduerne sodet godt til at dampen fra lokomotivet. Jeg fandt dog hurtigt et alternativ, idet vinduerne i vognenes døre kunne lukkes helt op. Det gav bedre muligheder for et godt udsyn og en mere intens oplevelse af turen.

Første stykke af turen gik langs Loch Eil, der var meget lavvandet. Så blev der sat tryk på dampkedlerne og op af bakke mod Glenfinnan og den kendte viadukt, som bl.a. er kendt fra flere af Harry Potter filmene. Et fantastisk skue, der blev fotograferet ivrigt.

I Glenfinnan var der et 25 minutters stop. Alle væltede ud på den lille perron. Jeg regnede mig frem til, at vi var omkring 300 passagerer med toget, der var udsolgt. Vi blev modtaget af en sækkepibepulsende ung mand. Uha, hvor lyder sådan en sækkepibe højt, når man kommer tæt på. Glenfinnan virkede meget turistet, så efter vi havde defileret lidt rundt omkring stationen og konstateret, at der ikke er meget mere end stationen i denne del af byen, satte vi os ind i toget igen og nød lidt medbragt øl og chips.

Turen til Mallaig fortsatte med endnu en større stiging op over Borrodale og forbi en ensomt beliggende kirke, der er kendt fra forsiden af Lonely Planets guide om Skotland. Totalt set en meget flot tur. Lyden af et damptog, der arbejder for sagen er nu så hyggelig. Men hvis man blot vil nyde den flotte togtur, så kan man komme fra Glasgow til Mallig med samme tog. Det kan kraftigt anbefales!

I Mallaig var der pause i et par timer godt og vel, så alle mand forlod toget, for at jagte frokost, der ud fra skiltene at dømme vist mest bestod af fish & chips. Nu er Mallaig også en havneby med fiskeri og færgefart, så det var vel OK. Vi valgte at gå en lille tur først. Så kunne første hold jo spise frokost og der ville være bedre plads til os bagefter...

Vi havde åbenbart ikke gået længe nok, for da vi begyndte at søge efter et spisested, var der booket op overalt. Marie og jeg endte med at købe fish & chips som takeaway. Mens Marie var igang med at bestille, fandt de andre plads på en restaurant. Så vi delte os i 2 hold. Marie og spiste ude i en biergarden bag en lukket pub. Her var fred og ro.

Alle var mætte, da vi returnerede til toget. Vi havde fået nye pladser i en af de bagerste vogne. Turen virkede til at tiltrække ældre mennesker mest, for de var i overtal. Men ombord var også 2 bryllupsselskaber - det ene i vores vogn.

Turen tilbage til Fort William gik noget hurtigere. Lige pludselig var vi i Glenfinnan og jagten på vinduespladser i togets højre side begyndte. Ved siden af Henrik og Dorthe sad et ældre ægtepar. Han sad og småsov under hele turen og hun virkede også ret ligeglad med den fantastiske natur udenfor. Da hun forlod sin plads på Glenfinnan station, øjnede jeg chancen, for at låne hendes vinduesplads. Herfra kunne jeg kaste mit kamera ud gennem det lille vindue og skyde løs på enhver viadukt, der kom i nærheden af os. Damen vendte dog tilbage til sin plads og ventede tålmodigt. Indtil vi var ude midt på broen, så bad hun om sin plads og så uforandret ligeglad ud.

Tæt på Fort William fortalte vores skrattende højttaler, at vi ville passere det røde lokomotiv, der blev brugt som Hogvartsekspressen i Harry Potter filmene. Det var ved at blive gjort klar til en tur dagen efter og vi kunne se, at der allerede var lidt damp op gennem skorstenen.

I Fort William var der tid til at ose lidt i gågaden - for damerne. Vi andre stilede mod vores alehouse, for at smage de sidste af stedets hjemmebryggede bryg. Vi valgte alle at tage en taxa retur til vores guesthouse. Alex lavede det stunt, at sætte sig ind på forsædet ved siden af chaufføren men han havde lige glemt, at chaufføren sidder i modsatte side i Skotland, så Alex var på vej ind på førersædet. Desværre blev det opdaget og han bidrog dermed til den almindelige underholdning i selskabet. Turen på knap 10 minutter (2-3 km.) kostede kun 5 pund. Det er vel næsten samme pris, som taxaerne tager i Danmark - i startgebyr.

Når vi ikke skulle gå frem og tilbage, fik vi lidt bedre tid til at smukkesere os og nyde en drink, inden vi blev kørt ned til Crannog fiskerestauranten på havnen. Her fulgte vi alle tjenerens anbefalinger og bestilte monkfish (der vist er havtaske). Det smagte super og der var plads til dessert - is eller ost.

Efter en dejlig middag, var der plads til en enkelt øl på the alehouse, der bekvemt lå tæt på havnen. Så gik det atter i taxa retur til Glenlochy Guesthouse - til en godnatwhisky. Og til en urolig nat, for mit vedkommende. Vores toilet larmede og efter flere forsøg, lykkedes det mig at stoppe balladen, ved at sætte toilettets flyder fast med en elastik. Så blev der endelig fred og ro!